|
Markeringen af 250-året for Rasmus Nyerups fødsel
Rasmus Christensen blev født den 12. marts 1759 på en fæstegård under Brahesholm. Faderen blev opmærksom på hans interesse for at læse bøger og hans usædvanligt gode evner, hvorfor han lod ham lære latin hos degnen i nabosognet. Godsejeren lod ham løse fra stavnsbåndet, så han 1773 kunne komme på latinskole i Odense. Herfra gik turen til hovedstaden, hvor han læste teologi på universitetet. Det var faderens ønske, at drengen skulle blive præst, og det var en stor dag for familien, da drengen en søndag fik lov at prædike i Ørsted kirke. Men det var vist den eneste gang det skete. Den unge mand havde fået andre interesser.
I årene 1781-85, da Rasmus var i begyndelsen af tyverne, skrev han en række disputatser – på latin selvfølgelig – om de i Danmark før reformationen brugte skolebøger. Disse afhandlinger vakte interesse og han avancerede fra en stilling som medhjælper ved det kongelige bibliotek til ansat ved P. F. Suhms private bibliotek, der gang var landets førende offentlige bibliotek.
Han var en af sin tids lærdeste mænd; men var også politisk aktiv, opererende på kanten af det tilladelige. Fra 1790-1804 var han redaktør af samtidens mest betydende kritiske tidsskrift ”Lærde Efterretninger”.
Ideerne fra den franske revolution undlod ikke at gøre indtryk, og en del blev videreformidlet. Da han i år 1800 udgav skriftet ”Kjøbenhavns Beskrivelse” foreslog han eksempelvis, at det teologiske fakultet skulle lægges under det historiske, ”som kundskab om den menneskelige Aands Forvildelser”. Hvilket standpunkt han dog hastigt forlod, for ikke at falde i unåde.
Han var voldsomt interesseret i den oldnordiske religion, hvilket vel ikke er mærkeligt, når man er født så tæt på Frøbjerg. Men var ikke upåvirket af den vågnende interesse for middelalderen. I den franske revolutions kølvand fulgte forfærdelige ødelæggelser af middelalderlige kunstgenstande i kirker og klostre. En ubetydelig brøkdel reddedes af Alexandre Lenoir, der 1796 åbnede ”Musée des Monuments Francais” i Paris. Dette museum omfattede kun genstande fra middelalder og renæssance; men det inspirerede Rasmus – der havde antaget sin førdebyes navn som efternavn og nu kaldte sig Rasmus Nyerup - til i 1806 at foreslå oprettelsen af et Nationalmuseum. Andre var inde på det samme, men ordet Nationalmuseum er Rasmusses. Det skulle omfatte en oldtidssal (indrettet som en underjordisk hule), en runesal, en middelaldersal og en afdeling for renæssancen. Tanken slog an, og han modtog snart en strøm af oldsager på sin privatadresse. For at sikre offentlig adgang, fik han tilladelse til at flytte samlingen til Universitetsbiblioteket (som han var blevet chef for), der var indrettet på loftet over Trinitatis kirke, og den 11. februar 1807 indviedes det første nationalmuseum i Købmagergade, ved en lille ceremoni i anledning af opstillingen af et par runesten ved bibliotekets indgang. Et halvt år senere lagde englændernes bombardement af København de storslåede planer i aske.
I vore dage er der ingen – eller i hvert fald uhyre få - der læser bare lidt i de mange værker Rasmus Nyerup udgav, hverken hovedværkerne ”Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder” og firebindsværket ”Bidrag til den danske Digtekunsts Historie”, de betydelige samlinger af ordsprog og folkeviser, eller eksempelvis den folkeoplysende gendigtning af et af tidens betydeligste tyske værker, der i Nyerups version kom til at hedde ”Om Herremanden Brahe og Bønderne i Ørby”; men hans værker udgør stadig en solid del af fundamentet, ligesom hans museumsteoretiske overvejelser egentlig er overraskende moderne.
Han mente det nationale skulle ses i sammenhæng med det internationale, og ikke som noget isoleret og selvtilstrækkeligt. Han besad - som bondefødt embedsmand i den enevældige konges administration - ganske enkelt et klarere overblik, et mere internationalt format, et videre udsyn og nærede en brændende ambition om at gøre en forskel for den almindelige borger, end de fleste lærde her i vor så ofte omtalte demokratiske og globaliserede nutid.
Da Rasmus Nyerup døde i 1829 bestred han stadig stillingerne som professor ved universitetet og leder af Universitetsbiblioteket.
Afholdte begivenheder:
· På 250-års dagen, torsdag den 12. marts 2009, blev nedlagt en krans ved mindestenen i Nyrup med efterfølgende reception.
· 2. maj - 25. oktober vistes en særudstilling om Rasmus Nyerup på Hørvævsmuseet.
· Lørdag den 31. oktober afholdtes en foredragsrække om R.N. på Vestfyns Gymnasium.
|