|
Dankvart Dreyer (1816-1852)
Fødsel
Sildefødning – eller efternøler. Kært barn har mange navne.
Købmandssønnen Dankvart Dreyer blev født med en sølvske i munden. Han var ni år yngre end sin yngste storebror Rasmus, og familien Dreyer havde stadig penge på trods af Englandskrigene og statsbankerotten i 1813. Faderen, Jørgen Christian Dreyer, ejede blandt andet den store købmandsgård i Østergade 38, hvor Dankvart blev født, og også Assens første grundmurede hus, den såkaldte Brydes Gård, var i familiens besiddelse.
Barndom
Jørgen Christian Dreyer døde imidlertid i 1823 og Dankvart, som var opkaldt efter sin jyske morfader, voksede op under opsyn og beskyttelse af moderen Caroline Dorethea og den ældre søster Karen Margrethe, kaldet Grethe. Med faderens død forsvandt en del af familieimperiet, men Caroline Dorothea formåede at købe Brydes Gård, og her tilbragte efternøleren resten af sin barndom i Assens.
Moderen, søsteren og omgivelserne i Brydes gård gav Dankvart optimale rammer for at udnytte sit kunstneriske talent – og han skuffede ikke.
Kunstakademiet
Oplysningerne om Dankvart Dreyers barndom er relativt sporadiske, og beretningerne om hans opvækst stammer i væsentlig grad fra sene andenhåndsberetninger. Men fra 1831 bliver informationerne bedre.
Ved sin dåb havde Dankvart Dreyer haft ikke færre end syv faddere, og den ene af dem, toldinspektør Hans Sessing, blev muligvis afgørende for gudbarnets fremtid. Sessing henvendte sig i foråret 1831 til ingen ringere end professoren på Kunstakademiet, C.W. Eckersberg, og indstillede, at Dreyer kom på akademiet.
Om det Sessings tiltag, som befordrede købmandssønnen på akademiet, er usikkert, men under alle omstændigheder påbegyndte Dankvart Dreyer sin kunstneriske uddannelse i efteråret 1831. Nogle få måneder efter sin store konkurrent og nabo fra Assens, Jens Adolf Jerichau.
Træning
Kunstakademiets opbygning bestod af en række skoler, eller klasser, som løbende skulle bestås undervejs i uddannelsen. Dankvart Dreyers intensive tegneøvelser i hjemmet bar øjeblikkeligt frugt, og han steg hurtigt i graderne. Hans tidlige arbejder på modelskolen bærer præg af en ihærdig vilje til at gengive nøjagtig, og uden forskønnelse, hvad han observerede, og resultaterne blev en række indgående og livfulde helfigurer, som cementerede hans ry som en af akademiets mest talentfulde tegnere.
Anerkendelse
I 1835 nåede Dankvart Dreyers spirende karriere et nyt højdepunkt. Som 19-årig vandt han sin første pengepræmie, sandsynligvis for maleriet: ”Liggende mandlig model med en hund”. Maleriet blev udført i dagslys, noget relativt nyt i elevernes skoling, og den fremragende kvalitet var i høj grad resultatet af en intensiv undervisning hos professor J.L. Lund. Dankvart Dreyer takkede i hvert fald sin læremester i et brev skrevet i Assens den 21. oktober 1835: ”Med inderlig Glæde har jeg erfaret, at jeg er tilkjendt Pengepræmien, og erkjender med levende Følelse at denne store og behagelige Opmuntring aldrig kunne have blevet mig til Deel, hvis jeg ikke havde været saa lykkelig at have nydt Deres Velbyrdigheds Vejledning og Raad.”
Afvist
Pengepræmien blev den sidste konkrete påskønnelse, Dreyer modtog fra akademiet. Vejen mod kunstnerisk udvikling gik i 1830’erne over udlandet, hvor især Bertel Thorvaldsen og Rom især var pilgrimsstedet for de danske malere og billedhuggere. At komme til udlandet med penge på lommen var et trin opad på karrierestigen, en blåstempling med dertilhørende muligheder for salg af værker m.m.
Dankvart Dreyer søgte i 1839 også sit rejsestipendium, men modsat sine samtidige, Thomas Lundbye og P.C. Skovgaard, blev bevillingen ham nægtet. Dreyer måtte ”nøjes” med Danmark.
Romantik og landskaber
Omkring 1840 havde nationalromantiske strømninger i vid udstrækning sat sit præg på Europa. Også inden for kunsten skete der omvæltninger, og en ny generation gjorde stilfærdigt oprør mod den gamle klassicismes og rationalismes strenghed. Maleriet ophørte med ”blot” at være beskrivende, og overalt forlenede kunstnerne deres landskabsbilleder med forskellige emotionelle udtryk. Naturskildringerne blev således ofte bærere af overnaturlige træk, samtidig med at de ganske konkret afslørede kunstnerens følelsestilstand. Stadigvæk var de håndværksmæssige færdigheder altafgørende i undervisningen såvel som hos kunstkritikerne, men fokus hos kunstnerne var i langsom forandring.
Provinsens tiltrækningskraft
Med nationalromantikken kom provinsen for alvor i søgelyset. Det blev antaget, at Danmarks oprindelighed, eller sjæl, bedst kunne opstøves uden for Københavns volde med deres omklamring af det pulserende, ustabile byliv. Dankvart Dreyer lod sig også påvirke.
Allerede før afslaget i 1839 på det udenlandske rejsestipendium havde han så småt vendt blikket vestpå, mod det eksotiske Jylland. Dreyer var kommet i familie med digterpræsten Sten Steensen Blicher, hvilket givetvis havde betydning for hans tidlige interesse og besøg, men rejserne lå altså også som en del af tidens tankegods.
Dankvart Dreyer og Jylland
Dreyer deltog i 1838 i det første himmelbjergsmøde. Dette var omtrent så langt ind i landet, som nogen københavnsk uddannet kunstner endnu havde bevæget sig, men rejserne gik videre. I 1843 besøgte Dreyer Vesterhavskysten for første gang, og skildrede her havet fra sin mest milde og tindrende side. Billederne er blandt de bedste i dansk guldaldertradition, men kritikken var ikke desto mindre hård. Vesterhavet var pr. definition en ærefrygtindgydende modstander for lokalbefolkningen, og som sådan forventede anmelderne også at se det skildret. Ellers kunne man jo lige så godt afbilde Øresund.
Dankvart Dreyer og Fyn
Dankvart Dreyers udstillingsdebut som landskabsmaler skete på Charlottenborg i 1834 med ”Udsigt fra Assens”. Det meste af tiden opholdt han sig naturligt nok på Kunstakademiet, men i ferierne tog han ofte hjem, og det er herfra, at også dette første maleri stammer. I en periode blev de hjemlige landskaber skiftet ud med jyske, men efterhånden vendte Dreyer tilbage til sine fynske rødder. Fra starten af 1840’erne og frem stammer således en række fremragende malerier fortrinsvis fra det Vest- og højfynske område, som udfordrede beskueren med utraditionelle opstillinger, farvevalg og beskæringer.
Kritik
Kilderne til Dankvart Dreyers liv er sparsomme. Selv efterlod han ikke mange udsagn, og hans omgivelser lod ikke til at beskæftige sig alverden med den sky kunstner. Alligevel peger de få oplysninger på, at Dreyer generelt tog kritik meget tungt. Og den var der en del af. Hans særegne stil og tilsyneladende ubehjælpsomme historiske malerier fik anmelderne til at hvæsse knivene, selv om det gængse billede af en hensynsløs københavnsk kritikerskare ikke fortæller hele sandheden. I hvert fald var der også i København købere nok til den unge Dreyers malerier, og det er vigtigt at erindre sig, at kritikere og publikum generelt var vant til at se helhedsbilleder. Dreyers originalitet tilskyndede i højere grad til stillingtagen; positiv eller negativ.
Bonde i Barløse
I det begivenhedsrige år 1848 blev Dankvart Dreyer bonde. Han købte en mindre gård i landsbyen Barløse, tæt på fødebyen Assens, og markerede dermed begyndelsen på enden af sit offentlige liv som kunstner og udstiller. Hans talent var ellers ikke blevet svækket gennem årene, hvilket blandt andet ses på et sent maleri af et af den nyerhvervede gårds tilhørende fæstehuse. Billedet er præget af ro og fortrolighed med virkemidlerne, og fortæller en historie om mulighederne for en alt andet end udsigtsløs kunstnerisk fremtid.
Hvorfor
Grunden til, at Dankvart Dreyer trak sig tilbage fra København og kunstakademiet, er usikker. Det er tænkeligt, at den til tider skarpe kritik simpelthen blev for meget, men udsigten til at bo på sin egen gård sammen med sin højtelskede mor og søster har givetvis også haft betydning. Endelig er der ingen tvivl om, at Dreyer i sig selv havde et vanskeligt gemyt, som gjorde det svært for ham at knytte sig til andre end sine allernærmeste. Venneskaren var yderst begrænset, og tilknytningen til København derfor spinkel.
Tyfus
Dankvart Dreyer døde som 36-årig i 1852. På egnen omkring Assens florerede dette år musetyfus, og Dreyer blev et af ofrene for sygdommen. På dette tidspunkt var han allerede på vej ud i glemslen, og der skulle gå næsten 50 år, før han blev genopdaget. På trods af sin tidlige død, står han i dag som en guldalderens mest betydende malere. Hans enkle gravsted ligger på Assens Assistens Kirkegård.
Lauritz Mikkelsen (1879-1966)
Maleren, og bondesønnen Lauritz Mikkelsen døde i et gammelt, stråtækt hus ved gadekæret i landsbyen Saltofte, tæt på Assens. Her havde købt hus, da han flyttede til sine forældres oprindelige hjemegn. For selv om Lauritz Mikkelsen i dag regnes som fynbo, og mange af hans skildringer virker som om, de formeligt er groet op af øens lerede jorder, er han rent faktisk født i Sverige, hvor faderen, Søren Mikkelsen, var forpagter af en gård.
I malerlære
Familien Mikkelsen blev dog ikke boende i Sverige. Faderen tog ansættelse som opsynsbetjent ved slagtehusene i København, og sønnen Lauritz blev sendt i lære. Det synes dog klart, at det ikke var et arbejde som malersvend, der mest appellerede til Lauritz Mikkelsen. Efter endt arbejdsdag deltog han således i den anerkendte Holger Grønvolds tegneundervisning på Teknisk Skole, hvor han formentlig lærte forudsætningerne for den fine streg, som karakteriserer hans senere akademiarbejder, skitser og mange tegninger.
På akademiet
Som 16-årig startede Lauritz Mikkelsen i 1895 på Charlottenborg. Akademiet var inde i en langvarig krise, idet kredsen omkring Chr. Zahrtmann, Lauritz Tuxen og P.S. Krøyer havde stiftet en konkurrerende modelskole, kaldet Kunstnernes Studieskole, i protest mod den udprægede konservatisme, som herskede på Charlottenborg. Hvorfor Lauritz Mikkelsen søgte til det gamle akademi er usikkert, men hans foregående undervisning på Teknisk Skole lå tæt op ad de traditioner, som herskede på akademiet på Kgs. Nytorv. Charlottenborg blev hans andet hjem frem til år 1900.
Undervisere
Lauritz Mikkelsen blev således oplært i akademiets århundredgamle undervisningstradition, hvor udfærdigelse af modelskitser under varierende lysforhold stod centralt.
Hans lærere var ærværdige professorer såsom Frederik Vermehren og Otto Bache, der nok beherskede malerkunstens tekniske færdigheder, men som i deres kunst var tilbageskuende i forhold til nyere realistiske og impressionistiske tendenser.
På trods af de stivnede forhold, kom undervisningen ikke desto mindre Lauritz Mikkelsen til gode. De i forvejen gode tegnetekniske evner styrkedes, samtidig med at hans rolige, afdæmpede farveholdning, som er et kendetegn gennem hele hans lange karriere, blev grundlagt i akademitiden.
Debut og censur
I 1901 fik Mikkelsen sin debut som udstiller på Charlottenborg. Her havde han sin faste plads frem til 1934, hvorefter hans udstillinger på stedet blev sjældnere. Lauritz Mikkelsen opnåede undervejs den relativt sjældne ære at få lov til at udstille sine malerier uden censur, hvilket vil sige, at akademiets professorer ikke så værkerne igennem, før de blev udstillede. Det var et tegn på kunstnerens soliditet, men også en fortælling om, at tiderne var skiftet. For Lauritz Mikkelsens kunst havde udviklet sig.
Udvikling
Mikkelsens tidligste værker bærer præg af hans skoling på akademiet. Hans afgangsbillede fra Kunstakademiet er eksempelvis relativt traditionelt, og set med vore dages øjne, er den forudgående skitse til maleriet fuldt så interessant som det færdige værk.
Skitsen viser i virkeligheden den vej, som kunstneren ganske snart slog ind på. Hurtige penselstrøg og fokusering på de centrale elementer i billedets komposition og opbygning blev efterhånden kendetegn på de portrætter, som Lauritz Mikkelsens især udfærdigede i årene efter akademitiden. Også her er den mørke farveholdning fremherskende, men beskæringen og dynamikken er ikke til at tage fejl af. Traditionen fra Kgs. Nytorv var i aftagende.
”Fynboerne”
Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen er de måske de tre bedst kendte ”Fynboer”. De deltog alle aktivt i opgøret med Kunstakademiet, og selv om deres kunst på det nærmeste er allemandseje i dag, blev de betragtet som rebeller i tiden lige efter århundredskiftet.
Lauritz Mikkelsen var ikke rebel, men hans fynske kunst har markante paralleller til de mere berømte kolleger. For eksempel gik de alle ud i naturen, fandt deres motiver og malede på stedet. Eneste forskel var, at Lauritz Mikkelsen bogstaveligt talt tog skridtet fuldt ud, og for eksempel i sine billeder af pløjende heste gik foran spandet og med påspændt staffeli malede det tunge arbejde.
Rom og Saltofte
1911 blev året, hvor Lauritz Mikkelsen slog sig ned på sine forældres fødeø. Han havde ofte besøgt Vestfyn i sommerperioderne i forbindelse med familiebesøg, men nu fik han lejlighed til fuldt ud at koncentrere sig om det motiv, han især er blevet kendt for i eftertiden; hesten.
Den tunge arbejdshest blev Lauritz Mikkelsens livslange kunstneriske udfordring, og gående i plovfuren eller foran de arbejdende trækdyr formåede han at give udtryk for en rolig fremdrift og bevægelse, som ikke giver for eksempel Fritz Syberg noget efter. Også samtiden havde blik for Mikkelsens evner. Samme år han flyttede til Saltofte, deltog han i Verdensudstillingen i Rom.
Forpligtelse
Lauritz Mikkelsen levede hele sit voksne liv alene. Tidligt tog han den beslutning, at kunsten krævede hele hans opmærksomhed, og at det derfor var umuligt at blive gift. Valget blev truffet med åbne øjne, og vidner om en kunstner med en usædvanlig dedikation og vilje. Man ser styrken i fotografiet af den aldrende maler, og man ser dedikationen i den kunst, som Lauritz Mikkelsen frembragte gennem et langt liv.
|