|
Kampen i Kongedybet den 2. april 1801 var et konkret udslag af købmandsgriskhed, fejlslået dansk alliancepolitik, storpolitiske magtbalancer, russisk overmod og engelsk revolverdiplomati.
Slaget på Reden var unødvendigt. Til gengæld var det ud fra de givne præmisser umuligt at undgå.
Krig
Europa var gennem 1700-årene gået fra slag til slag. Generelt var det lykkedes England at beherske verdenshavene og deres handel, samtidig med at kontinentaleuropas stormagter så nogenlunde holdt hinanden i skak. Med Den franske Revolution i 1789 fik nationalismen imidlertid sin glødende officielle debut på den europæiske scene, og med Napoleon i spidsen drog Frankrig for alvor i felten. England var ikke interesserede i fransk fastlandsherredømme, og fra februar 1793 var storkrigen en realitet. Det blev endnu engang hårde tider på det meste af kontinentet, men herhjemme gned rederne sig i hænderne. De blev krigens købmænd.
Købmandskab
Krigens parter indskrænkede sig ikke til kun at bekæmpe hinanden med krudt og kugler. Opbringning af modstanderens handelsskibe hørte også til dagens orden, og de kæmpende vendte sig derfor mod andre nationers købmænd, som under dække af neutralitet var i stand til at levere de eftertragtede skibsladninger.
Den lukrative handel, som fra dansk side blev forsvaret ud fra slagordet: ”frit skib, fri ladning”, var imidlertid udfordrende, for grænsen mellem handelsvarer og krigskontrabande var hårfin. Hertil kom så den spidsfindighed, at Dannebrog var til salg for udenlandske købmænd, som ønskede at omgå de krigsførendes blokader. Salg af borgerskab i form af de såkaldte søpas gik stik imod neutralitetsprincipperne, og var i mange tilfælde stærkt kompromitterende, fordi man fra officielt dansk hold udmærket vidste, at ”bekvemmelighedsflaget” skulle bruges til at dække over transport af ulovlig tonnage. Men pengene var gode nok.
Kontrabande og konvojering
England dominerede som nævnt havene, og da størsteparten af den neutrale handel således måtte orientere sig mod Frankrig og dets allierede, gik englænderne ind for en meget stram fortolkning af kontrabandebegrebet. Det vil sige, at transport af eksempelvis fødevarer samt almindelig skibsudrustning i et engelsk perspektiv blev regnet som lige så ulovligt som regulært krigsmateriel. Den tvivlsomme danske neutralitetsudnyttelse var således en dans på en knivsæg, men frem til 1798 lykkedes det at undgå direkte konfrontation med England.
Året før indtraf den begivenhed, som eskalerede situationen. Danmarks udenrigspolitisk defensivt orienterede førsteminister, A.P. Bernstorff, var død, og kronprins Frederik pegede på hans uerfarne søn, Christian Bernstorff, som ny udenrigsminister. Men magten lå nu i den ærekære kronprins Frederiks hånd, og med ham ved roret blev udenrigspolitikken lagt om. De danske orlogsskibe blev beordret til at konvojere handelsflåden.
Den beskyttende konvojering var i sig selv ikke en urimelig sikkerhedsforanstaltning overfor mindre kaperfartøjer og pirater, men forholdsreglen var reelt en provokation mod englænderne, som i forvejen var stærkt utilfreds med den omsiggribende danske neutralitetsudnyttelse. Særligt udfordrende var kronprinsens beslutning om, at orlogsskibene skulle sætte sig til modhverve mod den inspicerende part, selv om det på forhånd kunne synes formålsløst.
England besluttede at trække en streg i sandet, og det umiddelbare resultat blev en række mindre træfninger mellem konvojerende danske orlogsskibe og engelske fregatter. Men endnu var krigen ikke en realitet.
Øststøtte
Den offensive danske udenrigspolitik lod sig ikke gøre uden rygdækning. Kronprins Frederik søgte som mange af sine forgængere sin beskyttelse og alliancepartner mod øst, nærmere bestemt i Skt. Petersborg.
Partner var dog så meget sagt. Danmark spillede modsat Rusland ikke førsteviolin i den europæiske stormagtskoncert, så relationerne mellem København og Skt. Petersborg var snarere som et brødreforhold, hvor det var udpræget nødvendigt at følge storebrors holdninger og afgørelser. Relationerne gav tryghed, men også afhængighed. Og afhængigheden blev, mens trygheden forsvandt, når Rusland traf beslutninger, som gik imod Danmarks interesser.
Det Væbnede Neutralitetsforbund
Den 9. august 1800 rettede udenrigsminister Bernstorff en indtrængende appel til Rusland om at stille sig i spidsen for et Væbnet Neutralitetsforbund. Råbet om hjælp var den direkte følge af efterretninger om, at en stærk eskadre under viceadmiral Dickson var på vej mod København.
Det var højt spil fra dansk side, men henvendelsen kom på et usædvanligt belejligt tidspunkt for zar Paul, og han lagde sig straks i selen for at etablere forbundet. Preussen og Sverige blev tvunget til forhandlingsbordet, og den 16. december 1800 underskrev alle fire stater traktaten om Det væbnede Neutralitetsforbund, som Rusland i realiteten havde dikteret.
En bjørnetjeneste
Neutralitetsforbundet udfordrede England yderligere ved at insistere på handelsskibenes ukrænkelighed samt en meget snæver kontrabandedefinition. Herudover enedes man om en række hemmelige klausuler, der indeholdt de enkelte landes udrustningsmæssige forpligtelser.
Hvis forbundet havde bestået af fire udenrigspolitisk ubetydelige partnere, havde England næppe sat sig i bevægelse, men den russiske tilstedeværelse gjorde forbundet farligt for dets øvrige medlemmer. For zar Paul I spillede på flere heste og kontaktede Englands hovedmodstander, Frankrig.
Mod slaget
Kontakten til Frankrig blev særlig skæbnesvanger for Danmark. Zaren havde i forvejen pustet voldsomt til ilden ved i november 1800 at udstede en russisk handelsblokade mod engelske fartøjer, og med tilnærmelsen til Frankrig omkring nytårsskiftet 1801 så England sig nødsaget til at handle.
Den russiske flåde skulle tilintetgøres hurtigst muligt, og vejen til flådehavnen Reval gik gennem Øresund. Da Rusland og Danmark var allierede, var det nødvendigt at slå et slag forbi København for at holde ryggen fri. England udrustede sin største eskadre i årevis, og nedtællingen til Slaget på Reden var begyndt.
Hvorfor
Slaget på Reden fandt sted, fordi Rusland pressede England og brugte Danmark som stødpude. Ganske vist var Danmark bestemt ikke uden skyld i situationen, men det var den russiske kontakt til Frankrig, som havde gjort den danske position fuldstændig uholdbar. Rusland havde gjort Danmark til Englands fjende, og Slaget på Reden måtte tages, fordi alternativet var værre:
Rusland ville se gennem fingre med, at Sverige tiltvang sig Norge, og Frankrig ville presse Preussen til at besætte den jyske halvø. Det var et valg mellem pest og kolera, men af to onder var et nederlag i Kongedybet trods alt at foretrække.
Den nødvendige unødvendighed
For to hundrede år siden var de europæiske forbindelseslinier mildest talt ringe. Særligt om vinteren tog det lang tid at bringe oplysninger frem over kontinentets mudrede veje. Man tyede derfor helst til skibene, når beskeder skulle bringes hurtigt frem, men også her spillede vejr og vind naturligvis en betydelig rolle.
Den 24. marts 1801 blev Zar Paul I myrdet og hans efterfølger, sønnen Alexander, slog ind på en mere forsonlig udenrigspolitisk kurs. Hermed var forudsætningerne for Slaget på Reden forsvundet, men oplysningerne om mordet skulle først nå frem til deltagerne.
Den 9. april 1801 blev kronprins Frederik hvisket i ørerne, at ”Zaren er død”. Det var otte dage for sent for skærtorsdagens knap 750 dræbte danskere og englændere, men det var tidsnok til at rede København for yderligere overlast. Der skulle gå yderligere seks år, før Danmark mistede flåden og syv, før Peter Willemoes var død.
Peter Willemoes (1783-1808)
Død
Assens mest berømte indbygger mistede livet den 22. marts 1808 i Kampen ved Sjællands Odde; dræbt af en kanonkugle, som flækkede hans kranium i to.
Peter Willemoes fandt, som så mange andre, sit endeligt ombord på det sønderskudte orlogsskib Prins Christian Frederik. Tabet medførte national sorg, for med den 25-årige skibsofficers død ombord på rigets sidste linieskib mistede flåden, og dermed kongeriget, to af tidens mest værdiladede symboler.
Opvækst
Peter Willemoes blev født på amtsforvaltergården i Assens den 11. maj 1783. Her var hans far, Christen Willemoes, ansvarlig for skatteopkrævningen. Amtsforvalterembedet var et af byens mest betydningsfulde, men stillingen var ikke arvelig, og udkommet ikke større, end at det var nødvendigt at sikre sønnerne gode uddannelser. Allerede som 3-årig blev det bestemt, øjensynligt under hensyntagen til drengens sind og velegnede fysik, at han skulle indskrives på Søkadetakademiet i København. Uddannelsen til søofficer krævede gode forkundskaber, så Peter fik omfattende privatundervisning i hjemmet, hvilket gjorde ham i stand til som 11-årig at blive akademiets yngste elev; antaget på særlig dispensation.
Søkadetakademiet
Tiden på Søkadetakademiet varede mere seks år, og først den 29. august år 1800 blev Willemoes udnævnt til sekondløjtnant; det laveste trin på officersstigen. Igennem årene havde han erhvervet færdigheder i blandt andet engelsk, religion, tegning, og dans, så det var en efter tidens målestok absolut veluddannet Peter Willemoes, som endelig kunne forlade skolen.
Hans eksamener var ikke just prangende, men alligevel gik der mindre end et år, før han fik den kommando, som med ét slag bogstaveligt talt gjorde ham danmarksberømt.
2. april 1801
Den 2. april 1801 var en råkold Skærtorsdag. Vinden var i sydøst, og englænderne skar op i Kongedybet for at tilintetgøre det flydende danske forsvar. Det var Davids kamp mod Goliath, og ingen blev sat på en større Uriaspost end den 17-årige Peter Willemoes, som blot ti dage forinden var blevet udnævnt til skibschef på Flådebatteri nr. 1.
Batteriet var i realiteten en kæmpemæssig tømmerflåde bestykket med 24 svære kanoner, og med placeringen midt i den danske defensionslinie kom Willemoes´ mandskab i direkte artilleriduel med admiral Lord Nelson kommandoskib, Elephant.
Slaget på Reden varede i næsten fem timer og ingen havde større procentvise tabstal end Flådebatteri nr 1. Alligevel lykkedes det Willemoes at bjærge tømmerflåden; til beskuelse for de mange tusind københavnere, som overværede slaget fra land. Danmark havde tabt slaget, men vundet æren; Willemoes var helten over dem alle.
Hverdag
I dagene efter slaget blev den unge søofficer fremhævet som den fineste repræsentant for Søkadetakademiet og dets fordringsfulde uddannelse. Men selvom indsatsen på Flådebatteri nr.1 havde været både iøjnefaldende og frygtløs, var Willemoes blot sekondløjtnant, og i et standssamfund som det danske medførte berømmelse ikke forøgede karrieremuligheder. Som nyudnævnt uden indflydelsesrige mæcener måtte han påbegynde den slagne vej op gennem hierarkiet.
1802-1806 – småtogter og rokanonbåde
Willemoes fik ikke mange udkommandoer. Fordelingen gik efter anciennitet, og den blev udregnet på baggrund af eksamensresultaterne fra Søkadetakademiet.
De praktiske erfaringer kunne man dog ikke tage fra ham, og de kunne anvendes i forbindelse med flådens eksperimenter med de såkaldte rokanonbåde. Willemoes blev tilknyttet forsøgene, som skulle vise sig sørgeligt fornuftige. Det blev nemlig nødvendigt at indlede en storstilet produktion af de små fartøjer efter englændernes ran af den danske flåde i 1807.
Russisk tjeneste
Omkring år 1800 var det snarere reglen end undtagelsen, at søofficerer søgte udenlandsk tjeneste. De hjemlige fremtidsudsigter var ikke altid lige fristende, og den fremmede tjeneste gav erfaring og mulighed for karrieremæssigt avancement.
Peter Willemoes søgte i sommeren 1807 til Danmarks vigtigste allierede, Rusland. Sproget var en barriere, men håndværket det samme, og Willemoes blev tilbudt en toårig kontrakt. Han sagde ja, men tjenestetiden blev kortvarig.
Flådens ran
Den 2. september 1807 startede englænderne sit tre døgn lange bombardement af København. Danmark havde nægtet at udlevere sin flåde, og byens indbyggere kom til at betale prisen. Bombardementet resulterede i, at englænderne fik det, som de ville have det. Nyheden gik til resten af Europa, at Danmark var blevet overfaldet, og at landet stort set var rippet for sine skib
Peter Willemoes ilede hjem.
Fra Langeland til Lolland
Willemoes meldte sig til tjeneste direkte hos kronprins Frederik (Frederik VI). På stående fod fik han som noget ganske usædvanligt overdraget ansvaret for overførslen af de danske tropper fra garnisonerne i Holsten til København. Hæren var naturligvis selvhjulpen over land, men det var nødvendigt med skibstransport fra Langeland til Lolland. Af frygt for englænderne måtte overfarterne foregå om natten, men den flere måneder lange operation lykkedes uden at fjenden opbragte ét eneste fartøj.
Willemoes og Grundtvig
Peter Willemoes havde hovedkvarter på Tranekær Slot, nær ved Spodsbjerg. Den 24-årige Grundtvig var huslærer på den mindre herregård Egeløkke nogle kilometer derfra, men søgte sammen med familien Leth ofte til Tranekær, hvor han blev ven med den jævnaldrende søofficer. Grundtvig havde et uregerligt sind og nærede både jalousi og hengivenhed overfor Willemoes, men det var varmen som vandt, da Grundtvig satte vennen det måske smukkeste minde efter ”Kampen ved Sjællands Odde.”
”De Snekker mødtes i Kveld på Hav”
Grundtvig forfattede gravskriften på de faldnes mindesmærke, som stadig står på Odden kirkegård. I sin fulde længde lyder digtet:
”De Snekker mødtes i Kveld på Hav
Og Luften begyndte at gløde
De leged alt over den aabne Grav
Og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bautasten
At vidne for Slægter i Norden
Danske de vare hvis møre Been
Under mig smuldre i Jorden
Danske af Tunge af Æt og af Id
Thi skal de nævnes i løbende Tid
Fædrenes værdige Sønner.”
Peters forældre så deres søn blive lagt i graven. Han blev hurtigt et nationalt dansk symbol på heltemod og opofringsvilje, men var i realiteten helstatens sidste helt.
Men det gør ikke historien om og vurderingen af Peter Willemoes ringere.
|
