|
Myter og Sandheder
”Dolkestødslegenden”
Da kronprins Frederik klokken 15.00 accepterede Lord Nelsons ultimatum og gav ordre om at indstille kampen, stak han da en kniv i ryggen på sine skibschefer og forærede englænderne sejren?
Spørgsmålet har optaget søofficerer og marinehistorikere lige siden. Flere har således hævdet, at kronprinsen modtog dårlig rådgivning af hærens officerer, og at han derfor traf en overilet og uheldig beslutning, mens andre direkte tilskriver kronprinsen manglende dømmekraft. Også mange borgere i København mente, at situationen var håndteret forkert, og de lod kronprins Frederik det føle ved en forestilling i Det Kongelige Teater, hvor han blev modtaget med isnende tavshed. En skarp kontrast til den jubel og støtte, som havde omgærdet kronprinsen i dagene op til slaget.
I dag er vurderingen en anden. På trods af samtidens reaktion og senere søofficerers hårde domme, hersker der relativ enighed om, at kronprinsens vurdering af situationen var korrekt, og at han traf den rette beslutning. Kl. 15.00 havde Nelson fuld kontrol over situationen, selv om det ville have krævet betydelige tab af menneskeliv og materiel også at erobre Trekroner.
Et simpelt blik på de danske fartøjer illustrerer den engelske overlegenhed. 18 danske fartøjer deltog aktivt i slaget; heraf strøg de 12 flaget og blev taget i engelsk besiddelse. De resterende seks havde alle trukket sig ud af kampen før klokken 15.00, og af dem sank de tre. Kun Flådebatteri nr. 1., signalfregatten Elven, og defensionsfregatten Hjælperen indgik i flådens tal, da kampen var overstået. Modet og indsatsen havde været formidabel, men som kommandør Olfert Fischer havde forudsagt det i ugerne forinden, så var sejren uden for rækkevidde.
Willemoes og Müller
I Danmark, og Assens, er der ingen tvivl om, at Peter Willemoes var slagets helt. Imidlertid hævdede norske søofficerer i slutningen af 1800-årene, at det var chefen for stykprammen Hajen, Jochum Nicolay Müller, som Lord Nelson havde fremhævet som ekstraordinær tapper. Müller var blevet taget til fange af Nelson og skulle her have fået den store ros.
I dag er der enighed om, at denne dansk/norske diskussion, hvor interessant den end var for 100 år siden, ikke er særligt frugtbar. Kigger man nærmere på slagets omstændigheder, for eksempel på de fartøjer, Willemoes og Müller kommanderede, er der ingen tvivl om, at de begge fortjener den største anerkendelse for deres indsats. Men det må være den generelle vurdering, når man ser på stort set samtlige danske deltagere i slaget. Deres kampmod og udholdenhed var væsentligt større, end englænderne på forhånd havde regnet med, og Nelsons skibschef, kaptajn Thomas Foley, gav overraskelsen udtryk. Til den tilfangetagne Müller sagde Foley: ”at de engelske ikke havde haft så varm en dag som denne, hverken mod hollænderne, de franske eller spanierne.” Det var store ord, og den største anerkendelse fra en mand som vidste, hvad han talte om. Ikke kun Willemoes eller Müller fortjener fremhævelse.
Signal nr. 39
Kl. 13.15 sendte øverstkommanderende Sir Hyde Parker et utvetydigt signal til samtlige skibschefer. Beskeden lød kort og godt: ”afbryd Kampen”. Hvorfor parerede Nelson, og de fleste andre skibschefer, ikke ordre, og hvad var der sket, hvis de havde gjort det?
Spørgsmålet er af gode grunde svært at besvare, men en af årsagerne til at signalflaget gik til tops var, at Nelson ikke havde levet op til egne ord om at sætte sig i besiddelse af den danske flåde på to timer. Hvad Sir Hyde Parker så ved middagstid, var en intensiv artilleriduel med en svækket engelsk linie, som endnu ikke havde erobret et eneste dansk fartøj.
Alligevel må ordren siges at være mere end almindelig uheldig, hvis man har slagets specifikke beskaffenhed og den mere generelle søkrigsstrategi i hukommelsen. 1700- og de tidlige1800-års linieskibe hed linieskibe, fordi det var meningen, at de i bataljer skulle placere sig således, at de på rad og række med deres bredsider kunne beskadige modstanderskibenes skrog, sejl og rigning. Det var en ganske anderledes, og defensiv, strategi i forhold til tidligere tiders bordingstaktik, som i høj grad var lagt an på skibenes manøvreringsegenskaber og store besætninger med masser af håndvåben. Forladekanonernes forbedrede effektivitet bestemte taktikken, og det var simpelthen for omkostningsfuldt at sejle i direkte infight eller bruge kræfter på at manøvrere under heftig beskydning. Sir Hyde Parker var vidende om disse forhold, og derfor burde han under ingen omstændigheder have sendt signal nr. 39 til tops. Til alt held for englænderne var det Lord Nelson, som skulle efterleve ordren, så på trods af at han risikerede at blive stillet for en krigsret for ikke at adlyde ordre, nøjedes han med at registrere Parkers signal og fortsatte kampen uden fortrydelse. Langt de fleste skibschefer var loyale overfor Nelson og fulgte hans eksempel. Havde de ikke gjort det, havde danskerne vundet.
Kikkerten for det blinde øje!
Sømænd og skrøner går hånd i hånd. Det er derfor nærliggende at forestille sig fortællingen om Nelson og hans kikkert som en røverhistorie hægtet på en mand, som i forvejen var omgærdet af myter.
Men historien holder vand. De berømte ord faldt i umiddelbar forlængelse af Sir Hyde Parkers ordre om at trække sig ud af slaget, hvilket i den grad gjorde Nelson arrig. Højlydt nægtede han at acceptere befalingen, og sagde til sin skibschef på Elephant: ”De ved, Foley, at jeg kun har ét øje. Jeg har lov at være blind engang imellem”. Derefter satte han kikkerten til øjet, alt imens han konstaterede: ”Jeg kan virkelig ikke se det signal!”
Bag det lille optrin lå der blodig alvor. Med risiko for selv at miste livet, enten under slaget eller ved en efterfølgende retssag, tog Nelson den beslutning at fortsætte på trods af Parkers ordre. Beslutningen var den rette, men det er de teatralske omstændigheder, som har gjort ordene verdensberømte.
Mytteriet på Bounty
Sir William Bligh deltog i Slaget på Reden som kaptajn på det sværtarmerede linieskib Glatton. Som sin direkte modstander havde han Olfert Fischers kommandoskib, Dannebrog.
Men det er en helt anden begivenhed, som gjorde ham verdenskendt.
Dengang som nu var han berømt og berygtet som den benhårde søofficer, der i 1789 blev tvunget fra borde af sit skib Bounty, og mod alle odds overlevede en sejlads på 3600 sømil til Timor. Med sig havde han 18 mand, og alle på nær én overlevede den 47 døgns mareridtsagtige færd i åben båd.
William Bligh var en fortrinlig navigatør og sømand, men han var en kolerisk og til tider urimelig leder, som pressede sit mandskab til det yderste. Det var langtfra usædvanligt at møde officerer af denne støbning, men Bligh blev berømt, fordi der blev gjort oprør og fordi han overlevede.
I Slaget på Reden udmærkede han sig først og fremmest ved efterfølgende at afkræve Lord Nelson bevis for, at han havde udført sit job korrekt. Et udtryk for mangel på konduite og unødvendigt i en situation, hvor det at deltage i sig selv var en æresbevisning.
William Blighs karriere vedblev at være stormombrust. I 1805 blev han udnævnt til guvernør over New South Wales, men også her blev der gjort oprør, og Bligh blev fængslet i to år. Efterfølgende blev han sendt tilbage til England, men som det var tilfældet med Bounty-affæren, blev han også her frikendt ved domstolene. Karrieren kunne fortsætte og nåede toppunktet i 1814, hvor William Bligh opnåede titel af viceadmiral. Han døde i 1817, efterladende sig seks døtre og en hustru, som øjensynligt elskede ham.
|
|
