|
Kunstafdelingen omfatter 11 sale. Her udstilles mere end 300 værker, som alle gennem deres skabere eller motiver har en særlig tilknytning til Vestfyn. Overordnede temaer er lyset og landskabet, dyr og mennesker.
Mange værker, få kunstnere
Vægtningen af kunstnernes lokale tilhørsforhold medfører, at kunstafdelingen huser relativt få kunstnere, som til gengæld er repræsenteret med mange værker. Samlingen rummer således en række malerier af blandt andet guldalderkunstnerne Dankvart Dreyer og J.A. Jerichau, realisten Thorvald Niss og impressionisten Lauritz Mikkelsen.
Naturen
Et fællestræk for næsten alle samlingens kunstnere er deres glæde ved at male det omgivende land. Naturen og dens liv, hvad enten det er Brandsø, markerne ved Saltofte, eller Skagen på en vinterdag, har inspireret til meget varierede malerier. Hver især gengiver de landskabet som objekt, men kunstnernes i beskæring, farvetone, og penselstrøg siger beretter også om værkernes samtid , og er i sidste ende kunstnernes sindbilleder.
Portrættet
Mange af kunstsamlingens malere havde også stor styrke i gengivelsen af menneskets fysiske og psykiske tilstande.
En medvirkende årsag hertil har givetvis været det tætte forhold, der i mange af tilfældene eksisterede mellem maler og model. Som oftest var det den nærmeste familie eller gode venner, som lod sig afbilde, og dette fortrolighedsforhold har givet sig udslag i kunstsamlingens personlige og meget vedkommende portrætter.
Jakob Gade
I kunstafdelingens samling møder man også komponisten Jakob Gade (1879-1963). I 1925 skrev han den verdensberømte ”Tango Jalousie”, men det var først i sine sidste år, at han flyttede til Thorøhuse, tæt ved Assens. Forbindelserne til Vestfyn var dog etableret var meget tidligere, idet Gade havde giftet sig med Saltoftemaleren Lauritz Mikkelsens kusine, Mimi.
Jakob Gade og Lauritz Mikkelsen blev gode venner, og også Gade lod sig portrættere. Maleriet af den aldrende, men øjensynligt livskraftige komponist hænger i dag over den montre, hvori violinen fra førsteopførelsen af ”Tango Jalousie” befinder sig.
|