|
Byhistorie
Rævefedt og håndværkerlader. Døroverliggere og porthamre. Galionsfigurer, skibsportrætter og købstadens 200 år gamle markedsstander. Alle genstande i Willemoesgårdens byhistoriske samling.
Skibene
De mange fotografier, skibsportrætter- og modeller beretter om Lillebælts besejling, men også om langfartens jagt på de store gevinster. Om fortjeneste - eller forlis.
Skibene var Assens udsyn mod verden, og de betød mere for byen end deres blotte funktion som transportmidler. Samlingerne viser, at de var stolthed for dem, der sejlede, for dem der byggede - og for dem, som lavede udstillingen.
Skomagere, snedkere og bagere
Skibe og huse skulle bygges, sko fremstilles eller repareres og alle skulle have brød. Udstillingen af snedkernes rituelle drikkekar, velkomsten, skomagernes vedtægter, skråen, og bagernes klenodieskrin, laden, vidner om håndværksfagenes traditioner og strikse regler. Indirekte fortæller prydgenstandene også, at der var fagfæller nok i byen til at lave et lav, og at mestrene var stolte af deres erhverv. Det tidligste eksempel på et håndværkslav i Assens er en afskrift af assensskomagernes skrå fra 1505.
Markedsstanderen
Assens er en købstad. Hvis man skulle vælge én genstand som symbol på byen, kunne det godt være markedsstanderen fra slutningen af 1700-årene.
Standeren er formentlig Danmarks eneste tilbageværende, og først når den blev sat, kunne handlen på torvet gå i gang. Kongemagten havde gennem århundreder søgt at beskytte købstædernes handel og derfor måtte bønderne kun sælge deres varer på de fastsatte torvedage. Standeren bærer i sig fortællingen om købstadens historie, og kongemagtens forsøg på samfundsregulering.
Og morgenstjernen
Det var ikke altid, at bønderne fulgte myndighedernes forordninger. Det samme kan siges om byernes indbyggere, og blandt andet derfor var der brug for vægtere. Forløberne for vore dages politi var få, men til gengæld var de svært bevæbnede. Vi ved ikke, hvor meget vægterne brugte deres morgenstjerne, men den kan ses som et fysisk bevis på et samfund, hvor den afskrækkende effekt helst skulle forhindre ulovligheder. Willemoesgårdens morgenstjerne stammer fra sidste halvdel af 1800-årene og har tilhørt byens sidste vægter, P. Chr. Bruun.
|
|
